Vi bevæger os i hverdagen gennem mange forskellige rum – byrum, rum til forskellige fritidsaktiviteter, arbejds- og skolerum, hjemmets rum osv. De fleste af de rum er grundigt gennemtænkte af fagpersoner i deres funktion og æstetik i alt fra farver til valg og placering af interiører og udsmykning. Det er så ”almindeligt”, at vi ikke rigtig tænker over, at et rum er indrettet på en bestemt måde tilpasset den kontekst, som det er placeret i/skal udfylde.

UDSTILLINGSRUMMET i museumskonteksten

Udstillingsrummet har til opgave at formidle fortællingen, hensigten eller de spørgsmål, som ligger bag det enkelte værk/genstand, men også hvordan værkerne/genstandene i rummet taler sammen. Her har museer med samtidskunst ofte en fordel, i det værkerne er kuraterede som mangfoldige i deres måde at formidle samme tema. Publikum kan ofte også interagerer med værkerne. Anderledes ser det ud for de mere statiske kulturhistoriske museer med mange genstande, som ofte er formidlet gennem en montre og meget tekst. Her kan publikum se, men ikke røre ved genstandene.

ET UDSTILLINGSRUM på Arbejdermuseet

Arbejdermuseet er et kulturhistorisk museum, som er placeret i en autentiske ramme; Arbejdernes Forsamlingsbygning. Museet er populært, men dele af udstillingen er statisk. Vores opgave, som digitalt team, var at observere, hvor man ikke fangede publikum. Herefter at skitsere på en digital løsning som kunne tilføre udstillingen et nyt lag uden at ændre den.

En af vores opmærksomhedspunkter faldt på et udstillingsrum med et destillationsapparat. Centralt placeret, men forbigået ifølge publikum. Her afprøvede vi om der var potentiale i at arbejde med interagerende robotteknologi i udstillingskonteksten. Kunne vi ved hjælp af et robotlignende menneske, som både imiterede og havde sin egen fortælling, tiltrække opmærksomhed til udstillingsrummet? Ja, det blev et populært tilløbsstykke, og noget som Arbejdermuseet kunne arbejde videre med.

Samarbejde: Arendse Kaas-Claesson Baasch, Lisa Løvendahl, Thomas Henriksen og Arbejdermuseet ved Linda Nørgaard Andersen

EN MONTRE i udstillingsrummet på Nationalmuseet

Som en bærende del af vores specialeafhandling omkring brugen af digital formidling på museer, lavede vi et omfattende empirisk arbejde på forskellige typer af museer og oplevelsesinstitutioner. Vi undersøgte tidligere udstillede installationer på nettet, læste op på nationale undersøgelser, og deltog i konferencer.

Det var gennem den mangfoldige empiri, vi fandt vores udfordring: At udvikle et digitalt produkt til kulturhistoriske museer, som ville give publikum mulighed for at opleve genstanden i en montre på en sanselig måde. I samme empiri, fra oplevelsesinstitutioner og installationer, fandt vi vores inspiration til udvikling af det digitale produkt.

Det digitale produkt leger med at drage publikums opmærksomhed mod en lyskilde, som gradvist bliver en tydelig gengivelse af den originale genstand i montren. Dernæst at få følelsen af at stå med genstanden i hånden, dreje den rundt og mærke materialet. Alt sammen ud fra en videnskabelig teori om sanseanalogi, hvor følesansen påvirkes af synssansen – Det Haptiske Syn. Herved imødekommer man både formidlingen til den mere traditionsfaste museumsgæst, og Explorer museumsgæsten.

Den tekniske udformning består meget simpelt af et hologram (Holo-box koncept) = lyskilden. Hologrammet udvider sig til at gengive den original genstand i montren gennem en Kinect bevægelsessensor, hvor i der ligger en kodning på, hvilke bevægelser genstanden skal imødekomme. Vi har testet prototypen på en gruppe unge mennesker, som var positive stemte overfor den type oplevelser med ’Sansen som Illusion’.

Specialemakker: Arendse Kaas-Claesson Baasch, BA-Performance Design.

INSTALLATION som litterær genrelære på SMK

I mit tidligere virke som dansklærer har jeg arbejdet meget med iscenesættelse omkring forfatterskab, litteraturhistorie og genreforståelse. Det er en stor opgave at skulle omdanne et klasserum til en autentisk scenografi, og det er her, hvor museerne og bibliotekerne er de vigtige eksterne læringsrum, fordi de har muligheden for at tilrettelægge og tilbyde iscenesættelsen som alternativ til eller i forlængelse af den almene undervisning.

Guldalder, nationalromantik og som her, hvor klassen og jeg besøgte installationen Please, keep quiet! på SMK, som vi var heldige at ”bo” i gåafstand til. Besøget var en forsmag på genretrækkene ved gyseren med elevernes egne erfaringer og associationer (Indeksikalske Tegn) i fokus. Hvor der ved en teoretisk gennemgang i klasseværelset kunne være dyb tavshed, var der her i installationen mange spontane udsagn at spørge mere ind til, for hvad gør det i grunden, når noget bliver placeret i en kontekst, hvor vi ikke normalt ville se det?

LÆRINGSRUMMETS didaktiske formidling

I konteksten til et faglokale i form af et sløjdlokale med læringen som omdrejningspunkt, så handler oplevelsen af rummet om at være motiveret til at skabe, udvikle og passe på lokalet. Et træværksted har et højt lydniveau pga. værktøj og maskiner, så derfor er det særligt vigtigt, at der er ro, inspiration og motivation at hente gennem de øvrige sanser.

Da jeg første gang trådte ind i sløjdlokalet på Skolen ved Søerne tilbage i 2010 konstaterede jeg et rigtig fint værksted med høvlebænke, et stort tegnebord, jalousiskabe til værktøj, elektriske dekupørsave mm – tilmed med kig til Sct. Jørgens Sø.

NYT FAG – nye behov

Herfra gik vi i fagudvalget i gang med inspirerende udsmykning – illustrationer af håndværk, design, organiske former mm, og noget, som pegede ind i fremtiden med 3D print. Alt sammen omhyggeligt udvalgt i forhold til farveholdningerne i rummet.

Den proces fortsatte frem til 2014, hvor omstillingen til det nye fag Håndværk & Design begyndte. Hvor sløjdfaget havde haft fokus på fordybelsen i produktet, blev det med HDS et fag med vægtning på processerne, og løsninger i fællesskab. Derudover skulle det nye fag også dække over et større redskabs- og materialekendskab.

Det ændrede indhold betød således nye behov og krav til værkstedet. Det stillede fagudvalget overfor spørgsmål som, hvordan løser vi, at høvlebænkene kan bruges som tegneborde med et jævnt underlag, så også bagtangen bliver fikseret? Hvordan skaber vi plads til at der kommer flere elever på de enkelte hold? Hvordan kan man på en og samme tid samarbejde i et lokale eller sysle med tekstiler samtidig med at det larmer fra maskiner, der er mange mennesker og det støver?

Her var skolen på samme tid i gang med at omlægge de traditionelle klasselokaler til faglig kodning. Gangarealerne skulle nu være elevernes opholdsrum i pauserne og arbejdsstationer, så derfor blev de indrettet og møbleret som små rum i rummet. På den måde fik vi foræret meget af vores løsning, da vi nu kunne bruge gangarealet som en forlængelse af værkstedet, og høvlebænkene fik en midlertidig løsning med masonitplader.

I processen med faglig kodning var det en stor prioritet med elevinddragelser, som var båret af værdien om demokratisk deltagelse og ejerskab. Mit valghold i HDS og jeg besøgte i den forbindelse Københavns Erhvervsakademi for at se deres Materialebibliotek, som inspiration til selv at skabe et materialebibliotek i værkstedet. Det var bare en af flere inddragende aktiviteter til at udsmykke et rum som inspirerede til at skabe, udvikle og passe på lokalet.

Københavns Erhvervsakademi, Materialebibliotek

https://bibliotek.kea.dk/da/digitale-ressourcer/material-connexion

ANDEN OPMÆRKSOMHED

Af andre erfaringer og hensyn, der skal medtænkes i indretningen af et nyt faglokale, er:

• Sikkerheden (risikolokale), flugtveje og brandsikring
• Områder, som er klart defineret til dets formål
• At folkeskolen er en organisation, som altid er i forandring, og hvor politiske og interne beslutninger kan have stor indflydelse på rammen for undervisningen
• At der er en hverdag som skal hænge sammen, hvor rammen skal kunne rumme muligheden for at agere omstillingsparat
• Budgetter og økonomi
• At lokalet benyttes af forskellige brugere med børn og unge i forskellige alderstrin og antal
• At nye didaktiske erfaringer med faglokalet bliver vendt og udviklet videre på eller omtænkt til ny praksis

Samarbejde: Iben Konnerup, kollega – Anna Lea Munk Magnussen, kollega – Helle Spanggaard, pædagogisk leder – Michael Vork, afdelingsleder