Jeg har arbejdet i kombinationen af fagtekster, lærervejledninger og udviklingsarbejde med tilhørende aktiviteter gennem mange år. Aktiviteterne kan eksempelvis være at skabe et produkt, udforske en udstilling med sin krop og sanser, eller iscenesætte en begivenhed som rollespil.
EN UDVIKLINGSOPGAVE med tekst og sanselige aktiviteter til Kulturmuseet i Vejle
Min opgave hos Vejle Museerne bestod i at udvikle et undervisningsforløb til mellemtrinnet og udskolingen, som skulle tilpasses en tilblivende opdateret udstilling omkring industrialiseringen i DK set fra arbejderne i Vejles perspektiv.

Afprøvning af undervisningsforløbet med testklasse i udstillingen ’På Arbejde’ – Kulturmuseet, Spinderihallerne i Vejle.
Jeg havde på forhånd en god baggrundsviden om industrialiseringen og dens betydning for DK, fordi det har været en del af mit undervisnings- og udviklings’pensum’, men der lå stadig et større researcharbejde i Vejle perspektivet. Derudover skulle jeg skabe mig forståelse og overblik over udstillingen, som på det tidspunkt var via 3D tegninger, da den endnu ikke var opført.
Udviklingen af aktiviteterne tog udgangspunkt i Vejle Museernes pædagogiske profil, folkeskolens Fælles Mål for historie, og skulle have fokus på læring gennem aktiv deltagelse med kroppen, sanserne og hovedet. En iterativ proces, hvor jeg løbende skiftede mellem egen idéudvikling og skitsering, præsentation og fælles brainstorm, afprøvning af delelementer på testklasse med feedback. Ny runde idéudvikling eller uddybning osv. En proces med mange argumenter og beslutninger om til- og fravalg.
’Hvis du Strejker, bliver du fyret!’ – om arbejdernes (Spinderitøsernes) vilkår, kampe og organisering. UDSKOLINGSFORLØBET

Forløbet består af 3 aktiviteter, hvor den ene aktivitet er et rollespil (Dilemmaspil) baseret på en livlig begivenhed, som fandt sted her i Vejle for over 100 år siden. Eleverne træder ind i begivenheden ud fra deres personkort. Rollespillet eksisterede i forvejen på museet, men jeg har udbygget det i sin kompleksitet og gjort instruktionen mere konkret.

’Lidt arbejde skader ikke’ – om børnearbejde, og hverdagslivet i overgangen fra land til by. MELLEMTRINSFORLØBET
Forløbet består også af 3 aktiviteter, hvor den ene aktivitet er elevernes møde med det autentiske rum, Spinderihallerne, i fortid og nutid gennem Analog Augmented Reality, og en sanselig fortælling, som skifter mellem arbejderdrengens nutid og erindring. Uden den store bekostning fik jeg skabt en virkningsfuld oplevelse med Analog AR, og den tilhørende fortælling har jeg skabt ud fra baggrundsmateriale.
Ud over selve aktiviteterne til de to undervisningsforløb, lavede jeg også en formidlervejledning indeholdende alt fra praktiske informationer til en detaljeret didaktiske beskrivelse af de 3 aktiviteter, hvorfor aktiviteterne, og hvordan de skal udføres inkl. manuskripter og fortællinger. Det samlede undervisningsmateriale skulle kunne overleveres direkte til og tages i brug af en ny formidler, som var historisk funderet, men som ikke nødvendigvis havde den største didaktiske formidler- eller undervisningserfaring.

Se mere her: https://www.vejlemuseerne.dk/undervisning/kulturmuseet/
Samarbejde: Vejle Museerne ved Karen Vittrup Linnet Carey, Projektleder – Rasmus Skovgaard Jakobsen, Historiker og Museumsinspektør – Gitte Jacobsen, Grafisk – Kamilla Lang Betak, Udstillingsarkitekt
FORLAGSOPGAVER med fagtekster og produktorienterede aktiviteter for Clio OnLine
Da jeg blev spurgt, om jeg som Freelancer ville være med til at skabe indholdet til den nye undervisningsportal for Håndværk og Designfaget hos Clio OnLine, svarede jeg straks Ja. Det var en oplagt mulighed for at kombinere min praksisfaglige undervisning i folkeskolen med at kunne kommunikere den ud, så værdien af faget ville blive mere synlig.
Hver enkelt forløb skulle bestå af to fagtekster, 3 produktorienterede aktiviteter, og et inspirationsmateriale til læreren. En let og en svær fagtekst, billed-/ videodokumentation af produktprocessen, som visuel vejledning til eleverne, samt en liste med litteratur og spændende steder til læreren.


For at sikre overensstemmelse i formen, havde jeg en klar defineret skabelon at følge. En sund udfordring at skulle forholde sig til alt fra lix-tal, antal ord, ordforklaringer over journalistisk opsætning til at omsætte viden på en motiverende og brugbar måde til målgruppen.
Meget af mit researcharbejde måtte jeg gøre af andre veje end igennem fagbøger. Der fandtes ganske simpelt ikke meget indenfor den del af den Materielle Kultur, som jeg beskæftigede mig med, hvilket kun understregede vigtigheden af en undervisningsportal for faget.
Det blev til en del forløb over en årrække, og den mest både æresfyldte og frygtede var nok at få opgaven omkring Designproces med idéudvikling, idéafprøvning og præsentation som fagtekster, samt udvikle 9 aktiviteter hertil. Lidt som at skulle skrive et referat på en side af hele bibelen.



Har du log-in til Clio/Alinea findes jeg som: Malene Zeberg Børresen
Samarbejde: Clio OnLine ved Marianne Blixt Wolter, Redaktør